torsdag den 1. oktober 2009

velkommen til Regitzes NoNoNsense

det er dejligt at skeje ud.
men hvorfor gøre det med hormonforstyrrende stoffer som visse parabener og phtalater?
og mineralske olier, som bare er billige spildprodukter fra råolieindustrien, som din hud ikke kan ånde igennem?
og alt det andet overflødige skidt, hudplejeprodukter - dyre som billige - kan indeholde, som vi i bedste fald ikke har brug for?
og når der ingen nedre grænse er for hvor lidt af et virkemiddel, der kan tilsættes, hvad indeholder Aloe Vera-lotionen så - udover et dejligt ord på en etiket?

det kedelige er, at det kan være svært at gennemskue, hvad vi dagligt plejer vores to kvadratmeter med.
det gode er, at det ikke behøver være sådan.

siden jeg var barn har jeg holdt af urter.
mit første ord var skivekamille.
mit første herbarium foregik i Doktor Dyregod.
i dag ved jeg en hel del om, hvad de gør godt for.
så det er jeg begyndt at lege med.

jeg tuller ud med bare tæer i træskoene og samler urter om morgenen. i haven, på engen og i skoven. i sæsonen.
nogle ligger herefter og soler sig i f.eks. mandel- eller økologisk rapsolie i et par uger. så bliver olien siet og nye urter tilsat, som får lov at ligge der i et par uger.
andre er velegnet til et længere ophold i alkohol. de bliver til tinktur.
(eller urtesnaps. og det er en anden historie).

så smøger jeg armene op og går i gang.
resultatet kan du følge her på siden.
for et hurtigt overblik foreslår jeg linkrullen til de forskellige produkter i kassen til højre.