lørdag den 1. maj 2010

solfilter. I rest my case.

reproduktion af Renoirs ung pige med stråhat.

i de seneste otte måneder har jeg eksperimenteret med solfiltre i dagcremer - holdt til ilden af jeres tilbagemeldinger om og interesse for projektet.

jeg har søgt og læst og rørt og testet og tænkt.
og bandet.

jeg ville eksperimentere med tiosol, der er et fysisk filter bestående af nanopartikler titaniumdioxid, slammet op i kokosolie.
titaniumdioxid er et hvidt mineral, men i nanopartikelform skulle det angiveligt optræde mere 'gennemsigtigt'.

og jeg ville gå efter solfaktor 15, der svarer til en solbeskyttelse på omkring 93%.
solfaktorskalaen er logaritmisk, så faktorer over 15 kræver voldsomme mængder af tiosol uden at give særligt meget højere beskyttelse.

nu har jeg bandet færdigt.

det er ikke sjovt at arbejde med tiosol, synes jeg.
den kemiske åbenbaring, der gør det fantastisk at arbejde med cremer, udebliver totalt, så snart tiosol er inde i billedet. det er bare hårdt røremaskinearbejde.

jeg er også træt af, at Claus bliver ved med at spørge mig, om jeg er søsyg, når jeg går rundt med en testcreme i ansigtet.
titaniumdioxid, mikroniseret eller ej, gør ikke noget godt for udseendet.

så.
jeg har købt en stråhat.

1 kommentar:

  1. Æv - men tak for at fortælle, hvorfor det ikke bliver til noget :-)

    SvarSlet